Tændt - Bree

Sted:: Spencer's bar
Tid:: Midnat, nogle minutter efter åbningstid
Omgivelser:: Arbejdere indtilvidere dog nogle enkle gæster
Vejr:: Det er indfor, men udenfor er lummert
Påklædning:: Tøj

Det var ikke tit efterkommeren af Spencer’s forlod hans kontor og gik nedenunder for, at se til hans restaurant. Eller lige fik tjekket op på den bar han havde fået udbygget ved siden af. Fordi hans lillesøster, Rachelle havde haft det som et stort ønske. Og indtil videre havde der ikke været nogen problemer. Og reglerne for rengøringen og åbnings- lukketiderne blev også overholdt til punkt og prikke. Da Zebastian havde sat visse regler op hvis baren skulle være der. Det gik jo ikke hans restaurant mistede kunder fordi baren generede dem. Kunderne var dem som gjorde Spencer familien havde indtjent utrolig mange penge gennem tiderne. Dog var restauranten ikke den eneste indtjening, men hvad de andre ting var vidste kun Zebastian og de vedrørende som var i live.

Zebastian raslede lidt med nøglebundet som efterhånden var blevet fyldt op med diverse nøgler til alle mulige rum, som var i bygningen og andre steder. Det kunne godt være Spencer’s så noget lille ud udefra gaden, men det var også kun som tidsfordriv familien havde åbnet og drevet restauranten. Han satte nøglen til hans kontor i og drejede den rundt. Derefter indtastede han koderne som skulle sikre ingen uvelkomne kunne trænge ind og rode i hans dokumenter og bøger. Med en lidt gyngende gang gik Zebastian ned af trapperne som ville føre ud til baggården. Zebastian stillede sig automatisk op foran scanneren, der skulle scanne hans øjne. Han tog ingen risiko når det galt hans forsvar af diverse låse, scannere og koder til hans opholdssted.

Med en tilfreds mine så Zebastian rundt i den forladte restaurant. Han gik hen til døren og hev i håndtaget for, at tjekke om den var helst låst inden han fortsatte hen mod køkkenet. Igennem der kunne han komme hen til baren, der meget gerne skulle være ved åbningstid. Zebastian havde også fået en utrolig lyst til en drink. Han åbnede døren og lod den smække i bag sig imens han fortsatte ligefrem til næste lokale. ”En drink” sagde han med løftet hånd da han stod i døråbningen. Der var endnu ikke dukket specielt mange mennesker op, men klokken var dog også kun lidt over tolv.

Påklædning:: Arbejdstøj

Eftersom det ikke var frygtelig længe, at baren havde haft åben, var der heller ikke specielt mange kunder endnu. Kun et par få, og dem sørgede de andre piger for - hvilket altså godt kunne lyde ret så forkert, men det kunne ikke formuleres på mange andre måder.. I hvert fald, gav det hende mulighed for at tage et smut forbi selve baren, og måske få en enkelt drink. Det kunne hun faktisk godt trænge til, nu hvor hun tænkte over det. Hun havde arbejdet i fire dage i træk, men så havde hun heldigvis også fri i morgen - for det kunne hun helt klart godt bruge. Selvom hun egentlig ikke havde noget imod sit job, og på visse områder egentlig meget godt kunne lide det, havde man altså stadig brug for en pause nogle gange. Og det var så lige hvad hun godt kunne bruge i morgen. Men nu var Rachelle jo også ret fair på det punkt. Plus at hun var Bree's bedsteveninde, så det havde vel også sine fordele. Desuden ville hun nok også bare sige op, hvis arbejdstiderne var meget upassende og uretfærdige. Hun kunne trods alt godt leve uden det, hvis det blev nødvendigt. Men hun kunne godt lide at have en distrahering i hverdagen, og derfor arbejdede hun nu engang.

Selvom Bree var iført stiletter, gik hun stadig umådelig elegant. Hun havde faktisk en ret katteagtig gang, på en eller anden måde. Måske mindede den bare om en kats, fordi hun var smidig, og bevægede sig med ynde, men det gjorde den i hvert fald. Hun var efterhånden ret så vant til at gå med høje hæle, så hun mærkede det nærmest ikke mere. Men også kun nærmest, for man kunne altså få seriøst ondt i fødderne, af den slags sko! Men det var vel bare en af nedturene ved at være pige - og stripper. Og eftersom det var sådan en lille ting, kunne hun jo nok lige overkomme det.. Desuden var det så mange plussider, at de helt overvejede minusserne. Pludselig fik hun en stor trang til at ryge en cigaret, men hun vidste at hun skulle vente til efter arbejdet, eller til hun havde pause. Den gik ikke at ryge midt på arbejdspladsen, om man så var ejerens bedsteveninde, eller ej.

Straks da Bree kom hen til baren, fik hun øje på Zebastian. Han var jo ikke lige til at undgå at få øje på, når han sådan stod tæt på hvor hun var på vej hen. Plus at hun efterhånden havde vænnet sig så meget til ham, at hun garanteret ville kunne genkende ham hvor som helst. Og ligeså gjaldt det for Rachelle, men nu var det altså Zebastian der var emnet, lige nu.. Hun vidste at det ikke ville være godt for nogen af deres ry, hvis folk fandt ud af hvad de havde gang i, og derfor valgte hun også at gå lige forbi ham og lade som ingenting, i første omgang. Så var det jo op til ham hvad han havde tænkt sig. Men forhåbentlig ville han ikke prøve på noget, foran alle, for ellers ville han da få afsløret dem på meget kort tid! Hun lod blikket vandre hen til bartenderen, som hun havde set flere gange før. Han smilte flirtende til hende, hvilket hun gengældte, inden hun fremsagde sit spørgsmål. "Jeg kunne vel ikke få dig til at lave mig en drink, kunne jeg?" Hun sagde det med en sukkersød og charmerende stemme, mens hun sørgede for at blinke lidt ekstra gange med øjenvipperne. Det hjalp som regel - og det vidste hun skam af erfaring.

Med lange skridt gik Zebastian hen mod baren. Han regnede stærkt med bartenderen havde modtaget hans ordre. Især da der ikke var særlig travlt lige nu. Han så sig lidt rundt og de fleste af pigerne som var mødt op på arbejde havde travlt med, at servicere dem som var mødt op. Zebastian lænede sig op ad baren og ventede på hans drink var klar. Det blev spændende, at se hvilken drink bartenderen havde fundet på. Han havde helt glemt at sige hvilken drink han ønskede, men de ville vel heller ikke servere noget dårligt. ”Tak” kom det koldt fra Zebastian da glasset blev sat i bordet, han havde fået øje på en velkendt skikkelse.
Hans lillesøsters bedsteveninde og medarbejder, Bree. Han vidste ikke helt om han skulle sige noget til hende. Eftersom deres forhold til hinanden var hemmeligt. Og gerne skulle forblive hemmeligt. Det var også hans søsters bedsteveninde og det gjorde ikke sagen bedre. Zebastian tog en tår af drinken og skar en grimasse. Bartenderen havde ikke sparet på vodkaen. Men glasset blev hurtigt tømt. Zebastian prøvede diskret, at iagttage hvad det var Bree havde gang i med en af bartenderne. Ikke fordi det sådan set gjorde ham noget, han var selv ret flyvsk når det kom til hunkønnet. Men han var ret sikker på hun havde set ham.

Zebastian stak hånden i lommen og hev pakken med cigaretter op samt en lighter. Hurtigt fik han tændt den og den beroligende røg fyldte hans lunger. Hans forbrug af cigaretter var steget markant siden sidste år. Det kunne tydeligt ses på hans bankkonto og askebæger. Resten af pakken og lighteren blev hurtigt stukket ned i lommen igen. Med cigaretten mellem fingrene nærmede Zebastian sig Bree, men lod som om hun ikke var der selvom han stillede sig en håndsbrede fra hende. ”Kamikaze tak” brød han ind henvendt til bartenderen som flirtede med Bree, der så ud til at flirte igen. Det var også svært, at lade en pige værre når hun ikke var mere påklædt end det Bree havde på. For den sags skyld alle de ansatte piger. Han førte cigaretten op til munden og tog et sug af den og askede derefter cigaretten udover gulvet. Han sendte diskret Bree et hoverende blik for, at indikere han havde opdaget hendes flirten med bartenderen.

Det var ikke helt nemt at lade som ingenting - det måtte Bree modvilligt indrømme. For hun havde ligesom lidt fået sig en vane, med at flå tøjet af ham når de var sammen. Men det kunne lade sig gøre. Derfor ignorerede hun ham også fortsat, imens hun ventede på bartenderen, der var igang med at blande en drink til hende. Hun anede ikke hvilken, så det måtte vel bare blive en overraskelse. Men nu havde hun efterhånden også smagt stort set alt hvad der fandtes af alkohol, i denne bar, så mon ikke hun overlevede? Hun tvivlede da ærligt talt stærkt på, at han ville forgifte hende eller noget i den stil, så det gjorde hende såmænd ingenting at lade ham bestemme hvad hun drak.

Da Zebastian gik hen og stillede sig ved siden af hende, koncentrerede hun sig fuldt ud om sin flirten med bartenderen, da det nok ville kunne holde hende i fokus, lidt endnu. Men hun var også godt klar over, hvor underligt det ville se ud, hvis de bare undgik og ignorerede hinanden fuldstændigt. Derfor havde hun heller ikke tænkt sig at ignorere ham hele tiden, men lige nu. Han fik hendes begær og lyst frem, og derfor havde hun brug for at undertrykke det, inden hun kunne vende sig om mod ham. Og hvis han derudover havde et problem med hendes flirten, var hun såmænd ret ligeglad. Måske var det ikke helt klogt, når man tænkte på at han egentlig var hendes chef, men alligevel. Han var skal lidt af en storcharmør selv, så det kunne næsten ikke gøre ham noget. Også fordi de jo ikke havde et forhold kørende - det var udelukkende baseret på tiltrækning. Indtil videre da, men Bree regnede ikke ligefrem med andet.. Og udover det, havde hun jo ikke tænkt sig at gøre noget ved sin flirten med bartenderen. Flirt var flirt - intet mere, intet mindre.

Som om hun ikke havde nok lyst til en cigaret, så gjorde Zebastian bare det hele værre, da han tændte en lige foran hende. Hun vidste at han sagtens kunne finde på at gøre det, bare for at irritere hende, men eftersom han selv røg ret så ofte, var det ikke helt til at vide med ham.. Dog vidste hun at han havde set hende - og hendes flirten med bartenderen. Det indikerede det hoverende blik han sendte hende, kort efter. Da hun fik drinken, tog hun glasset og gav bartenderen et flirtende smil, og sendte så Zebastian et elevatorblik ud af øjenkrogen, inden hun vendte hele kroppen rundt mod ham. Hun kiggede kort og diskret rundt, men heldigvis spottede hendes blik ikke Rachelle nogen steder. Så havde de været i problemer, for hun troede stadig de hadede hinanden - selvom de dog var begyndt at opføre sig lidt bedre overfor hinanden. Men hele hadet var bare nemmere at bruge som skuespil, og derfor var det også hvad de gjorde. Hun fandt et lille, forførende smil frem, og lod så sine øjne finde hans. "Zebastian." Hun nikkede i en lille gestus, men holdt øjnene på ham.

Zebastians hoverende blik var stadig at skue i hans isblå øjne. Og hans selvtilfredse smil blev kun tydeligere. Selvom han var mafia boss for den mest frygtede mafia i byen. Fandt utrolig mange folk ham yderst charmerende. Det ville også have kedet ham utrolig meget hvis han ikke kunne charmere sig ind på forskellige kvinder. Såvel som nogle mænd, men det var ikke lige hans kop te. Zebastian kunne aldrig nogensinde i hans liv finde på, at være sammen med en som var af samme køn som ham. Det fandt han en tand for mærkeligt. Han respekterede dog folk som var homoseksuelle.

Hans forhold til Bree ville han heller ikke sige var på det stadie hvor han elskede hende, eller ville kunne finde på at tilbringe resten af hans liv sammen med hende. Og det kom nok ikke til, at ændre sig. Med hans treogtyve år efter sig, havde hans dumheder lært ham én vigtig lektion om fremmede folk og visse kvinder. Det var hans penge relationen var baseret på, ikke ham. Der havde bare været had fra første gang Zebastian så Bree. Og når han så hende nu, blev hans begær og lyster vækket. Tænk sådan noget kunne ændre sig fra tid til anden. Hadet til hinanden blev stadig brugt som forklædning så Rachelle i hvert fald ikke fattede mistanke.

Brees flirten med bartenderen fandt han intet problem i. Han havde også besøg af andre i ny og næ. Dem som var tætte på Zebastian skulle nøddig begynde, at blive mistroiske overfor ham ellers. Og han fandt heller intet galt i det. Hvis hun kunne tillade sig det kunne han vel også. Det var jo intet fast forhold. Dog syntes han alligevel det var sjovt, at forstyrre Bree og bartenderen i deres flirten. Han tog endnu et sug af cigaretten og det hoverende blik var stadig ikke forsvundet. ”Godaften” svarede Zebastian bare på Brees gestus. Han pustede cigaretrøgen ud lige for næsen af Bree.

Han elskede at irritere folk, og det galt også Bree. Han kunne se Bree ikke havde nogen cigaret, så han måtte håbe på hendes trang efter en var stor. Så var det meget sjovere. Hendes intense blik på ham, gengældte han med et elevatorblik. Hendes lette påklædning fik kun hans begær til, at blive mere hungrende. Dog havde han lært at lægge en hånd på det. Drinken han havde bestilt blev sat hårdt i bordet af bartenderen som sikkert var en smule sur over hans indblanden. Zebastian ignorerede det og tog glasset og førte det op til munden. Inden han tog en tår sendte han Bree et drilsk smil. ”Skål” sagde han og gjorde et lille nik og begyndte, at drikke.

Selv havde Bree da fået vide gentagende gange, at hun var smuk. Men det vidste hun nu også godt allerede. Og egentlig kunne hun jo takke sine forældre for det, for de havde faktisk begge to været meget attraktive - selv da de kom lidt op i alderen. For de havde været over midt-tyverne da de fik hende, og de var jo døde for blot lidt over tre år siden.. Så de havde begge været i starten af fyrre, da de døde. Men det var trods alt heller ikke gammelt. Det var dog heller ikke ungt, så det var vel bare ingen af delene. Ikke ungt, men heller ikke gammelt. Det lød da ikke så dumt, gjorde det? I hvert fald var det formuleret ret godt. Sådan havde Bree nemlig set sine forældre. De var ikke unge, men de var bestemt heller ikke gamle. De var faktisk bare lige tilpas - hvordan det så end var. Bree havde elsket dem, det havde hun virkelig. Af hele sit hjerte. Derfor havde det også ødelagt hende sådan, da de blev dræbt. Og derfor prøvede hun så vidt som overhovedet muligt også bare at ignorere sin fortid. Glemme den. Derfor begravede hun sig selv i arbejde og alkohol. Det var den bedste udsættelse af smerte - det havde hun efterhånden opdaget..

Det hoverende blik han sendte hende, irriterede hende. Selvom hun var god til at ignorere den slags, og ikke lade sig påvirke af det, havde Zebastian bare altid haft en helt særlig evne til at irritere hende. Og der var intet hun kunne gøre ved det. Som regel forvandlede deres diskussioner og skænderier sig bare til begær og lyst, men de kunne jo ikke rigtigt udvikle de følelser, når de var i et rum med andre mennesker. Det var helst kun dem selv, der skulle kende til deres lille forhold. Det ville virkelig ikke være komme til at gavne nogen af dem, hvis andre folk fandt ud af hvad de havde gang i. Hvis Rachelle fandt ud af hvad de havde gang i. Det var ikke til at vide, hvordan hun ville reagere! Rachelle var lidt af en håndfuld, og så var hun ikke altid specielt sød. Men Bree holdt nu af hende alligevel. De mindede meget om hinanden, og det var rart at have en god veninde ved hånden. Hun kunne stort set snakke med Rachelle om alt - selvfølgelig med undtagelse af Zebastian. Og det var lidt af et problem, faktisk, for hun havde et par gange haft lyst til at snakke med hende om det, men hun havde dog aldrig snakket over sig. Det havde været tæt på et par gange, men hun holdt sig i skindet. Det var hun god til, heldigvis.

Da han pustede røgen fra den tændte cigaret, hen i hovedet på hende, reagerede hun blot ved at knibe øjnene en smule sammen. Hun havde lyst til at tage den ud af hånden på ham, og bare tage et sug, men det ville måske ikke være det smarteste. Ikke når der var folk omkring dem. I stedet kiggede hun bare på ham, gennem de sammenknebne øjne, og rakte ud efter sin drink. Så besvarede hun hans ord, ved selv at føre glasset op til muden, og begynde at drikke. Hun drak det hele i en mundfuld, eftersom det ikke havde været meget større end et shot. Desuden var hun god til at håndtere alkohol, da hun efterhånden var blevet ret vant til at drikke, og derfor også kunne kapere en hel del. Desuden skulle han ikke have fornøjelsen af at se hende bukke under på nogen som helst måde. Hun var et konkurrencemenneske, og Zebastian satte blot alle hendes vinder-gener igang. Hun hadede hvis hun ikke var den bedste, og specielt overfor ham.

"Hvad laver du egentlig her?" Hun så på ham, og lagde en spørgende klang i sin stemme.