We meet again - Ethan

Sted:: Spencer's bar (og restaurant).
Tid:: Om aftenen, hvor der er flest kunder.
Omgivelser:: Mest mænd - udover arbejderne.
Vejr:: Umiddelbart okay - ingen regn i hvert fald.
Påklædning:: Klik her - 'arbejdsuniformen'.

Det var en ret stille aften, selvom der alligevel var en del kunder - mest bestående af mænd. Det var trods alt kun kvinder der strippede, og det var sjældent, at andre kvinder gad at se på det. Selvfølgelig lige med undtagelse af homoseksuelle, men det var jo også fint nok. Det gjorde såmænd ikke Bree noget, for hun havde alligevel ikke noget problem med homoseksuelle - eller biseksuelle for den sags skyld. Hun havde i hvert fald ikke noget problem med dem, udover de sædvanlige problemer hun havde med folk. Men det gjaldt nu alle folk, når man nu tænkte på, at hun ligesom ikke var den allermest venlige eller høflige person der fandtes. Nok nærmere det stik modsatte, hvis man altså ville vove at sætte hende i bås. For Bree var bestemt ikke typen man bare skulle dømme på forhånd - det kom man kun galt afsted af. Hun havde lidt af hvert i sig, selvom de dårlige sider nok var ved at overskygge de gode, det meste af tiden. Men det gjorde hende nu heller intet. Hun var tilfreds med sig selv, og så kunne andre folks meninger såmænd rende hende. Hun havde ikke altid haft den holdning, men sådan var det altså nu. Hun blæste på andre folk, og havde egentlig kun brug for sig selv. Selvom Rachelle - hendes bedsteveninde - og hendes bror, Zebastian, var meget gode at have ved hånden. Det måtte hun nu alligevel indrømme. Hun kunne godt lide at være i Rachelle's selskab, da de mindede umådeligt meget om hinanden, på utrolig mange punkter. Det var måske også en af grundende til, at Bree nu arbejdede på baren - som Rachelle jo ejede. Hun havde tilbudt hende et job - ja nærmest bedt hende om at tage det - og det havde hun endt med at sige ja til. Hun havde aldrig været den generte type, og selvsikkerheden fejlede da heller ikke noget, så måske var stripper rent faktisk et ret passende job til hende. Havde hun fået tilbuddet få år tilbage - da hun var 15-16 f. eks. - havde hun med garanti rystet voldsomt på hovedet, og rynket på næsen i afsky. Men den pige var hun ikke længere. Det var gamle Bree. Den nye Bree var meget anderledes. Hun var ligeglad med andre folks tanker om hende. Hun var selvsikker. Og derudover var hun også begyndt at ryge - og måske feste lidt for meget igennem til tider. 15-årige Bree havde lovet sig selv aldrig at ryge, fordi det var ulækkert, men det var tilsyneladende ikke gået så godt med det løfte.
Bree kom gående ud fra omklædningsrummet, og bevægede sig først hen til baren, for at spørge om der var brug for assistance nogen steder, da der var flere strippere på lige nu, og der derfor ikke var den allerstørste brug for hende. På vej hen mod baren, blev hun befamlet flere gange, men det var hun såmænd ret vant til, så hun ignorerede det bare - med mindre det blev for grænseoverskridende eller voldsomt, så slog hænderne væk. Man skulle ikke undervurdere hendes kræfter, i hvert fald..